søndag den 15. februar 2015

Gamle Mogens Storm

Af og til når tiden ikke er til andet tager jeg ud til Damhussøen og noterer ringmærkede måger, så har man selvfølgelig skopet med, men ellers kræver det ikke alverden. Det er plastringe der aflæses, for selvom flere fugle har metalringe som det eneste, så kan man ikke engang aflæse dem hvis de fx. tripper rundt efter brødkrummer på hjørnet ved kroen, de er for urolige og man ser kun den ene side. Hjemme igen taster man den ind i zoo-museums hjemmeside, og et par uger senere får man en udskrift når en medarbejder har gennemgået dem.
I November '14 så jeg en stormmåge der hed L1Z, gul ring, den viste sig at være ringet i Pildammsparken, Malmø, d. 21/1 1996 som 3k+ (af en Lennart Blomqvist, sic!), altså en fugl der har holdt 20-års fødselsdag. Det er sgudda meget imponerende af en vild fugl. Eller vild og vild, "gamle Mogens Storm" har været genfundet 38 gange, samtlige ved Damhussø, så franskbrød har nok været en del af basiskosten. Det er det typiske mønster, de fleste fugle er aflæst af de samme 4-5 personer ved Damhussøen igen og igen.
Normalt finder jeg 5-10 måger med plastring, nogle gange dog slet ingen, så er der enten ingen eller de ligger på vandet. Dog var jeg ude d. 25/1-'15 og aflæse ikke mindre end 36! Det var også perfekte forhold, is på store dele af søen og fint vejr til aflæsning.
Apropos Damhussøen, eller rettere -engen, ved ikke om I har været forbi de seneste måneder, for de pressede høballer i efteråret men nåede ikke at få dem bjerget, eller ikke dem alle i hvert fald, så den sydlige del af engen står strøet med rundballer delvist oversvømmet af regnvand, et ret specielt syn.