lørdag den 30. marts 2013

Rovfugle i påsken

Jeg har indtil videre haft tre på hver sin måde lidt specielle rovfugle-oplevelser de seneste dage.

Den første var i mandags, hvor hele familien havde været i Bilka og jeg lukkede øjnene et kort øjeblik i bilen på vej hjem fra en (så vidt jeg husker) hyggelig indkøbstur. Pludselig siger Anne: "er det der en musvåge?" og peger ud af forruden. Jeg kigger ud og ser ganske rigtigt en rovfugl der kredser ikke ret højt oppe. Men der er noget galt; den er da ret stor og har slet ikke musvågens tegninger... så går det op for mig hvad jeg kigger på, og jeg råber (så højt som man nu kan tillade sig det når ens iøvrigt ikke så fugleinteresserede familie er tilstede: "det er sgu en havørn!!" Den kredsede nok så fint i solskinnet over området og jeg så den også da vi steg ud af bilen derhjemme (jeg kunne desværre ikke vise den for Nikoline, da den kun var en fjern prik og har derfor nok bare virket lettere åndsfraværende, virrende med hovedet op mod himlen... Hun havde også lidt svært ved at finde en grimasse der kunne passe da jeg fortalte at mor lige havde fundet en ørn...).

I onsdags blev det så min tur til at tage lidt revanche. Midt på formiddagen befandt vi os på Storebæltsbroen på vej til svigerfamiliens sommerhus i det vestjyske, da en vandrefalk kom flyvende mod os lige ved siden af vejbanen. Vi så den tæt ved Sprogø, og da den fløj i retning mod højbroen kom jeg til at tænke på, om den mon yngler på bropillerne (?).

I dag lørdag var vi netop kørt på motorvejen mod Kolding og jeg havde efterhånden nået marchhastigheden på de 130. Ud af øjenkrogen registrerer jeg (med glæde) en våge, der lidt længere fremme kommer glidende tværs over vejen fra venstre mod højre. Den glider lavt, men i første omgang tænker jeg ikke nærmere over det. Efterhånden som de næste par sekunder går kommer der imidlertid en lille alarmklokke frem, da det viser sig at vågen holder sin kurs lige i biltags-højde; alarmklokken er blevet til et hylende sirene i mit hoved, og jeg når kun lige at tænke "åh nej" og "fjeldvåge?", da fuglen i splitsekundet før vi rammer den viser et glimt af lys underside og måske/måske ikke et mørkt bugskjold. Anne holder hænderne op foran øjnene, og så siger det "smask" med en uhyggelig lyd og lamslået kigger jeg i bakspejlet og ser i farten en gråbrun bunke fjer ligge i nødsporet. I et par sekunder siger ingen af os noget (pigerne på bagsædet registrerer heldigvis ingenting men er fordybet i Peter Plys på DVD´en) men så kommer der mere eller mindre rystede eder og forbandelser frem; jeg er rystet og er lige ved at bede Anne om at overtage rattet ved næste rasteplads, og den oplevelse må lige tales lidt tilrette. Men selvom det er kommet på afstand, sidder jeg stadigvæk med en tung fornemmelse af at have taget et andet væsens liv på en brutal og uhensigtsmæssig måde.
Jeg har aldrig kørt et dyr over før og håber også at det i hvert fald ikke sker mange gange fremover!

onsdag den 6. marts 2013

Ugle i mosen

Så gik der lige næsten 4 uger, inden jeg kom til tasterne, men her er lige en kort historie om Mathias' og undertegnedes tur til Sydsjælland den 10/2-13. Der var flere mål med turen: naturligvis ørne og gæs, som Sydsjælland som regel er leveringsdygtig i. Men også denne fætter i Porsemose ikke så langt fra Fensmark. Den blev hurtigt fundet og kunne nydes i forskellige trætoppe. Heldigvis kom den tættere og tættere på. På samme sted sås 2 havørne og Mathias så en duehøg, som fik en masse kragefugle på vingerne. Dét alene indikerede, at det ikke var en spurvehøg :-) Jeg missede den dog...

Nu var det jo ikke helt tilfældigt, at valget faldt på Sydsjælland, for udover ørne og gæs - og høgeuglen, huserede der stadig en lille bjergand i Skælskør Nor. Og den skulle selvfølgelig krydses!
Det viste sig dog ikke at være så nemt...der lå nemlig omkring 3000 troldænder/taffelænder foruden et tilsvarende antal blishøns i noret. Netop som vi kom trak der en havørn forbi. God start! Heldigvis var obs-forholdene optimale og heldigvis kom Lennart Pedersen forbi kort før vi gik. Vi havde vel brugt ca. 1 time på at lede efter den, uden held. Til gengæld stillede en knopsvane sig op og gjorde sig til lige foran os.
Netop som vi har besluttet os for at pakke sammen og gå, og faktisk er på vej væk, siger Lennart på hans sædvanlige cool måde: "den er vist her". Og ja, det var den! Blæret at finde den på 5 min. i den flok!!! Selv om jeg vidste præcis hvor jeg skulle kigge efter den, gik der flere minutter, før jeg spottede den. Det er ren "Find Holger". Men det lykkedes endelig. Troldand-størrelse, stejl pande og grå-vatret ryg men med mindre udstrækning end på bjergand. Den ligger i denne flok, men det er ikke lykkedes mig at finde den på billedet. Den har muligvis drejet sig lidt netop som jeg tog billedet. Den lå ca. midt i flokken omkring den blå båd.
 
Således opløftede, susede vi videre langs den sydsjællandske kyst, dog uden de store gåseflokke, men lidt grågæs, canadagæs, sangsvaner og bramgæs var der dog.

Turen sluttede ved Gavnø, hvor der sad ikke mindre end 5 havørne på iskanten og sloges lidt om et ådsel. 1 adult og 4 immature. Den adulte fik vist mest at spise... Der kom også to andre havørne forbi men de fortrak igen. Gavnø er bare et havørne hotspot! Alt i alt 10 havørne blev det til - og et nyt kryds til undertegnede :-)


mandag den 4. marts 2013

Tidligt (?) musvågetræk

De tre første dage af marts har jeg set trækkende musvåger, ganske vist kun en enkelt hver af dagene 1. og 2. marts, men igår søndag var der et lille hul igennem med minimum 30-40 våger over Hundige (jeg kiggede op mens jeg legede med den yngste udenfor, så jeg har garanteret misset nogle stykker); jeg kan ikke huske at have set så mange så tidligt på foråret, men det var selvf den første dag med optimalt vejr med lidt mildere luft, sol (der varmede lidt, aaah) og NV-vind (som er vindretningen hernede om foråret).

Med håbet om millioner af trækkende våger (og andet godt) til os!

Hilsen
Mathias