mandag den 23. april 2012

Porsemosen

Klokken halv seks her til aften smækkede jeg min pc i og tog en aftentur på cykel. Den gik ud gennem Vestskoven og til Risby og videre ad skovstier og småveje til Vridsløsemagle. På et sted ved vejen med en informationstavle om Ole Rømers Høj stillede jeg cyklen og gik ned mod Porsemosen. På vejen derned så jeg kun krager og et par rådyr, men fremme ved mosen blev det til lidt mere: En Rørdrum paukede og da jeg nærmede mig yderligere ad en lille trampesti, fløj der nogle Krikænder op. Der var også Gråstrubet Lappedykker og et par af Rørhøg.

Mosen er ikke nem at komme i nærheden af! Gummistøvler kan anbefales - men det er stadig svært, da det hele er groet meget til. Derudover bærer området noget præg af jagt : der lå et par lokkeænder og vippede i vandet lige hvor jeg stod!

Øst for mosen tjekkede jeg en pløjemark, og der var en ret stor blandet flok af Gulspurv, Tornirisk, Sanglærke og et par Rørspurve.

Turen derud og hjem var nu det hele værd. Vestskoven er fuld af Sangdrosler, Løvsangere og Skovskader p.t.,  og så kan man jo tage en afstikker til Herstedhøje og nyde udsigten derfra. Det bliver måske næste gang.

Christian, 116 årsarter

lørdag den 7. april 2012

At dippe så fælt...

Jeg blev ringet op af MKH - der hænger en havørn over Vejlesøparken, men nu går den mod SV, den hang og kredsede over Vejlesø lige før. Jeg skyndte mig op på 8 sal og checkede mod syd og sydvest, men fandt den ikke.

Jeg vil også have vinduer mod vest, nord og syd, og det skal være med ovenlysvinduer !!!

Nå, men hævnen er som bekendt sød...

mandag den 2. april 2012

Romantik og Forår

Kiss me, Kiss me, Kiss me, 
Be Quick, Be Quick
Do it now, do it now.

Med andre ord, sangdroslen er kommet til Holte og kan høres dagen lang, og sikkert også om natten inden længe. Faktisk er der jo flere romantiske fugle, Ringduen f.eks. 'Jamen jeg elsker dig jo...'.

Tyrkerduen er så straks sværere at imponere 'Du go'e gud', udtalt på klingende fynsk, om det så er som en reaktion på sangdroslens og ringduens udtalelser ved jeg ikke.

Jeg ser frem til mange gode cykelture langs Gl. Brede Landevej her i foråret på min vej til og fra jobbet, sidste år var der flodsanger på lokaliteten i længere tid, så det kan klart anbefales at slå lyttebøfferne ud. Samme cykeltur vil også bringe mig gennem Geels Skov og langs et lille stykke af Mølleådalen, så der er lagt i kakkelovnen hvad angår sangere.

Var jeg blevet i mit tidligere job havde turen til og fra jobbet heddet S-tog mellem Holte og Vesterport, ikke specielt ornitologisk, så jeg er glad for at have skiftet job og igen kan cykle, mærke, føle og opleve her dag.