mandag den 28. maj 2012

Californisk pip

Nys hjemkommet fra de store vidder i det nordøstlige Californien, er det vist på tide med lidt ornitologisk status her i bloggen.

Jeg så omkring 70 arter derover på 14 dage, derudover en del pattedyrarter af særdeles varierende størrelse, lige fra chipmunks til Elk og 3-4 Gråhvaler. Endelig kan nævnes Californian King Snake som er en 1 m. lang sort/hvid slange set tæt på.

Jeg lagde hårdt ud med fuglene, allerede et stykke nord for San Francisco på Route 101 fik jeg øje på en mågeagtig fugl, tænker måge !!!, 3 vingeslag, WHAT ???, Whitetailed kite musende over en mark, den ligner på en prik en Blå glente, og var en af drømmearterne for turen. Senere så jeg flere af dem ude ved kysten ved Arcata Marshes, inkl. en 1K fugl som klamrede sig til et fyrretræ. 

Ved søen foran huset  var der en aften et usædvanlig fint besøg af 4 Oddere, som min søster og jeg fik at se på få meters afstand.


Samme sø indeholdt også Bull Frogs, de er på størrelse med en desserttallerken og kan virkelig høres når de kvækker og ses når de sidder i vandet med hovedet oven vande.

Jeg så ingen deciderede hits eller sjældne fugle, men en del arter som stod som Lu (Local Uncommon), heriblandt et mistænkeligt vandrefalkepar som blev set i flere omgange holde til på bjerget overfor min søsters hus. At se specielt hannen jage foran det 700 meter bjerg var en dramatisk og temmelig tredimensionel oplevelse.

Samme sted holdt også to fiskeørne til, de ynglede i en rede på bjergsiden og kunne iagttages via teleskop eller kikkert fra huset. Uheldigvis gik yngleforsøget galt, vi ved ikke hvorfor, og begge fugle forsvandt fra reden og området. Vi mener at der var unger i reden der blev ivrigt fodret de første dage jeg var på besøg.


Fiskeørne var almindelige i området og ude langs stillehavskysten, nåede at tælle 7 fiskeørne på én gang fra en kørende bil ude ved kysten.

En anden allestednærværende rovfugl var de evindelige turkey vultures, ved ikke hvor mange jeg så, men kunne nemt finde en flok på 8-10 fugle.


Ved huset holdt der også en del kolibrier til, specielt fordi min søster og mand lokkede med sukkervand i forholdet 1:4, her er det en Anna's hummingbird på besøg.


Ved søen foran huset holdt også en anden meget almindelig fugl til, Red Winged Black Bird.


Endelig indeholdt haven og engen foran huset også en noget underlig udséende beboer, nemlig California Quail som hele tiden rendte rundt han og hun.

Ude ved stillehavskysten var en af de overraskende arter vi så Rovterne, ikke kun én, næ nej, vi så en flok på 30 rovterner som stod på en sandbanke et stykke ude. Og da mit fly taxiede afsted til startbanen i San Francisco i lørdags, kommer der lige en rovterne flyvende over San Francisco bugten.

Samme kyst gav også Brune Pelikaner, de er altså nogen store fugle, så abnormt store og alligevel så graciøse i flugten, enkelte islommer og en del rødstrubede lommer kunne også ses.

Den så berømte gråvingede måge fra Århus kunne også ses langs kysten, sammen med western gulls, derimod var der ingen lattermåger eller ringnæbbede måger som det vælter med på østkysten.

Ude ved kysten opdagede vi en fugl vi slet ikke kunne placere eller bestemme førend vi fik fat i fuglebogten, fuglen lignede meget en lavskrige i formen men med andre farver, det viste sig at være en Gray Jay som er ret sky og svær at få at se.

Ved huset kunne ses Scrub Jays og enkelte Stellers Jays, kørte man op i bjergene var der næsten kun Stellers Jays deroppe.

Det var virkelig et ornitologisk smørhul at befinde sig i, stå op om morgen og lige checke teleskopet i stuen, se fiskeørnene på reden (de første 5-6 dage), eller senere på dagen kigge op på nogen bestemte nøgne træer på toppen af bjerget og se vandrefalke hannen sidde deroppe.

Jeg efterlod mit Kite SP80 ED teleskop hos min søster og mand, så de nu endnu bedre kan følge med i det store fugle og dyreliv der udspiller sig lige udenfor deres stuevinduer hver eneste dag.

fredag den 25. maj 2012

Hej med jer

To ting:

I Kr. Himmelfartseferien var jeg med familien i Blekinge og besøge nogle venner i deres sommerhus; det var ægte svensk landidyl med dybe blandskove, store klipper, små snoede veje med røde træhuse samt små græsmarker med køer og heste. Fuglemæssigt slog det mig, at der var en stor tæthed af Brogede Fluesnappere; i en radius af 400 meter fra huset var der mindst 4 hanner der sang; jeg tænker, det må skyldes skovens sammensætning, som var meget varieret med mange egetræer, grantræer samt enkelte bøgetræer og en del andre løvtræer (måske asp?). Skoven fik i det store hele lov at passe sig selv og der var godt med væltede træer og frodig underskov mange steder.
Iøvrigt så jeg Grønspætte på bilturen derover, og omkring huset Sortspætte, Trane og de mere "almindelige" skovarter.

Den anden ting er: hvorfor bliver der ikke set mere i Skagen i de her dage? Ørkensanger er jo ret ok, men hvad med rovfugle og andre sjældenheder? Det burde da være lige vejr til Skagen med østenvind og varme...

onsdag den 9. maj 2012

Vadehavet

Nu vil jeg lige vade lidt i det: Mathias og undertegnede var en tur i Sønderjylland 3.-5. maj. Vi boede i en hytte på Vadehavscamping næsten helt ude i vandkanten. Så bliver det ikke meget mere vadehavsagtigt.

Vi lagde ud med at besøge Gl. Hviding Engsø, som ingen af os havde besøgt før. En superlokalitet! Den ligger helt ude ved diget og er vel ca. 400-500 meter lang og 100 m bred. Der vrimlede med hav-/fjordterner og klyder på de små øer ude i søen. Derudover mere end 100 brushøns. Så mange har ingen af os vist set før på et sted! Sivsangere overalt - en rigtig vadehavsspecialitet. Derudover et par gøge der lod sig se fint.

Rømødæmningen var en smule skuffende, for vandstanden var for lav, men vi kunne se store flokke vadere længere ude. Fine knortegæs langs dæmningen. Efter en optankning hos bageren kørte vi til Juvre, hvor Mathias mente, at der måtte være ringdrosler! Det var der dog ikke så meget der tydede på, men der var nogle rigtig fine rødstjerter rastende i buskene helt oppe mod nord. Nogle rigtige kratlusker-buske, som står alene helt oppe ved diget. Efter nogen tid opgav vi ringdrosselprojektet og gik op til bilen og kørte derfra. Men vi havde ikke kørt 100 meter førend der røg 2 drosler ud af busken lige foran os og satte sig på hegnet og marken længere inde. Sådan! 2 fine ringdrosler!

Det var bedre med vadere, da vi kørte tilbage: islandske ryler, alm. ryler, hvidklirer mm.

Ved Ballum Sluse var der lidt forskellige vadere og ænder, men ikke så prangende. Vi mødte Morten Bentzon, der kunne berette om sorthalsede lappedykkere og sølvhejre ved Astrup Engsø bare 3 km væk. Så dér kørte vi selvfølgelig hen. Ganske rigtigt: 3 sorthalsede lappedykkere, 4 nilgæs, og ude foran diget en sølvhejre. Igen masser af terner.

Om aftenen ville vi på blåhalsejagt. Vi startede ved Vidåslusen, hvor der igen var masser af vadere og i Margrethekog var der en enorm flok bramgæs. Samlet var flokken nok på ca. 20.000 gæs. Helt vildt!

Herefter gik turen til Magisterkog, hvor vinden gjorde det lidt vanskeligt at lytte ordentligt, men det blev dog til både græshoppe- og savisanger foruden turens første hedehøg (han) og en havørn. Men blåhalse var der ingen af :-(

Vi provianterede et par pizzaer i Tønder og vendte tilbage til Rudbøl Sø for at nakke blåhalsene, men vinden gjorde det til et umuligt projekt.

Så vi daffede hjem til hytten og efter en lille én til begge ben på hovedet i seng.

Første stop næste dag var broen over Sønderå ved Møllehus (50 meter nord for grænsen). Her skulle være godt for blåhalse. Vejret var rimeligt med sol og lidt vind, men ikke en lyd fra blåhalsene. Men to fine hedehøge og en græshoppesanger set. Det er ikke hver dag man ser sådan en.

Draved Skov var ikke det helt store sus, men misteldrossel og en særdeles aktiv sangdrossel blev det til. Desværre ingen lille flagspætte, som vi så sidst vi var der.

Kongens Mose ligger bare 2-3 km fra skoven så vi gjorde et stop her også, med et par meget fine skovpibere som resultat.

Der var kommet en melding om 13 pomeransfugle ved Ndr. Farup ved Ribe, så dem skulle vi naturligvis tjekke ud. Desværre var beskrivelsen af stedet ikke særlig god og vi fandt dem ikke. På DOFbasen kunne vi om aftenen læse en fin beskrivelse af stedet, som vi havde været ca. 1 km fra :-( Havde han bare beskrevet det sin Bird Alarm melding :-/

Herefter til Sneum Engsø. Fin lokalitet! Ca. 7000 par hættemåger i en kæmpe koloni. Måske landets største? Mathias spottede en sorthovedet måge (find Holger!) som var overraskende nem at se pga de helt hvide vinger. Faktisk er der i alt 14 sorthovedede måger fik vi fortalt, heraf flere ynglepar. Imponerende!
Behøver jeg at fortælle at der heller ingen blåhalse blev set eller hørt her, på trods af at det også er en de gode lokaliteter for arten.

Sidste stop var Føvling. Vi var ikke videre optimistiske for kirkeuglen har svigtet så mange gange før. Men, men, men 4. gang er lykkens gang! Uglen sad godt nok ikke synligt fremme, men da vi skulle til at bevæge os ud på en runde for at finde den i nabolaget, lød der pludselig et meget ugleagtigt fløjt gentagne gange fra huset. Yes!! Det kom fra kassen. Efter en kort lille diskussion om etikken i at lokke den frem med sang afspillet fra mobilen, kastede vi os ud i det. Og vupti! Uglens hoved kom ud af hullet som trold af en æske alt i mens den sang for fulde gardiner. Fed, fed oplevelse!! Og fedt at den stadig er der!

Således opløftede vendte vi snuden hjemad med 111 arter i bogen.

Som rosinen i pølseenden lagde undertegnede lige vejen forbi Ishøj Strand og fik set den stribede ryle i flot aftensol.











tirsdag den 8. maj 2012

Rende mig i....

Jeg var til introduktionskursus for nye medarbejdere på DTU idag, da en vis person tillod sig at ticke en slangeørn kredsende over Geels skov ind på min mobiltelefon.

Jeg tror bare snart at jeg nedlægger forbud mod min deltagelse i møder på DTU i træktiden, indtil videre har det kostet en blå glente på Gilbjerghoved og en Slangeørn udenfor mine lejligheds stuevinduer.

En anden mulighed var at lade mobilen blive hjemme, eller framelde både DOF-Call og BirdAlarm én gang for alle.

Nå, men Willow Creek kalder..., afgang på lørdag, så skal I få smæk skal I... !!!

torsdag den 3. maj 2012

Vadehavet here we come

Så er der lagt i kakkelovnen til vores lille årsartskonkurrence, for Mathias og undertegnede tager til Vadehavet i aften og indtil lørdag. Mon ikke der vanker nogle godter :-) Desværre ser vejret ud til at ændre sig, men det kan måske give noget "fald" af interessante ting. Bliver i hvert fald spændende.

Var på en kort tur ud på Vestamager i dag med masser af fænologiarter: gøg, tornsanger, rørsanger, fiskeørn og så lige en rigtig flot rødhovedet and han ude i Klydesøen.

tirsdag den 1. maj 2012

Jeg må lige høre, hvornår I andre hørte/så de første forårsfugle; mine første obs: Rørhøg 31/3, Gransanger 26/3, Løvsanger 19/4, Landsvale 20/4, Rødstjert 26/4, og resten kan jeg ikke huske. Det er ikke specielt tidligt (kan dog ikke huske at have hørt Rødstjert i april selvom det vist er almindeligt), "mine" fugle lod sig høre, men kunne være lidt sjovt at konkurrere lidt :-) (med fare for at andre er laangt før mig...)