torsdag den 29. marts 2012

Ny mødeart

Det kører for mig med rovfugle i arbejdssituationer lige for tiden. I dag var jeg til møde i Kommunernes Landsforening, som ligger ca. 100 meter fra Radisson Hotel Scandinavia. De har vinduer fra gulv til loft og det er ganske dejligt når man sidder med fronten mod dem, for pludselig var sør'me en vandrefalk der lå og kredsede lidt rundt og blev mobbet af et par måger. Så de er der endnu - men om de kan nosse sig sammen til at lægge nogle æg, må vi se senere på året.

fredag den 23. marts 2012

Ny pendlerart

Måtte lige pudse de imaginære briller her til morgen da IC-toget passerede en mark med en stor pyt på. Der sad en sæk kartofler og kiggede på mågerne, der svømmede rundt i pytten. Med gult næb og hvid hale. Og så bredte havørnen pludselig sine vinger ud og gik i luften...men så var toget desværre forbi. Men en fed oplevelse var det! Ny tog-/pendlerart for undertegnede :-)

Sidste år var jeg på tur i Humleore Skov, som ligger lige i nabolaget fra det sted, hvor jeg så havørnen og her var en del af skoven spærret af pga. ynglende havørne. Så jeg tænker, at det højest sandsynligt var én af de gamle fugle herfra. Der står lidt om havørneparret i Humleore Skov her

Tænker at nakken skal lægges lidt tilbage her i weekenden med den vejrudsigt! Mon ikke der ryger en røvfuld rovfugle og traner og andet godt?!

God weekend!

mandag den 19. marts 2012

En træløber der kan bestemmes...

Ikke så meget bøvl med træløberne i Peru..., der er ihvertfald én art der kan bestemmes uden det hele store hovedbrud.

Arten hedder Langnæbbet Trækryper og kan nemt kendes på sit abnormt lange næb.

http://www.netfugl.dk/pictures.php?id=showpicture&picture_id=45399

fredag den 16. marts 2012

En enlig trane gør intet forår

...eller noget. Jeg havde i går en enkelt trane fra linie 422 på Sorø Station :-) Den trak syd, så var lidt desorienteret. Jeg tænker, at den har rastet/overnattet i nabolaget og afventede nogle venner at trække sammen med. Men fed obs - som stinker af forår!

I går aftes kunne jeg i øvrigt høre en kraftigt paukende rørdrum fra vores åbne stuevindue. Lyden kom ovre fra Storehøj, hvor der jo er tradition for seje hejrearter :-) Ny matrikelart og endnu et dejligt forårstegn.

torsdag den 15. marts 2012

3 dage på Gilbjerghoved

Jeg tog en kvik beslutning i mandags, bestilte en hytte hos Danland i Gilleleje, og tog straks afsted mod det høje nord med cykel og rygsæk.

Planen for turen var primært at slappe af efter en lang periode med jobsøgning og alt for meget tid alene herhjemme. Men jeg ville da dyrke lidt fugle også, og tog kamera, kikkert og teleskop med.

Det blev til 9 nye årsarter af helt almindelige arter, lidt morgentræk onsdag gav en masse mejser, duer, alliker og lidt finker, havet gav 2 lomvier, sortænder og fløjlsænder samt store flokke af ederfugle som blev minutiøst kigget igennem for kongebasser, dog uden held.

Havnen gav en fin skærpiber og en masse almindelige måger, absolut intet ophidsende hos dem, vinterens influks af rider og hvide måger er vist drevet over igen.

Endelig fik jeg også fundet vibe, stær og jernspurv, sidstnævnte fundet efter at jeg havde hørt den synge på afstand.

Så en skøn tur med fed natur, hav og afslapning..., nååårhja, så fik jeg også lige et nyt job på DTU mens jeg var deropppe, jeg tager det hele med :-D

søndag den 11. marts 2012

Rørdrum ved Hejresøen

Cyklede en tur til Hejresøen på Vestamager og retur her sent i eftermiddags. Meget mildt og forårsagtigt vejr på trods af, at det var overskyet. Herligt!

Det gav en paukende rørdrum, som var meget kraftig og kunne høres på meget lang afstand. En flok på ca. 300 bramgæs og ellers en masse grågåsepar, der pisser territoriet af rundt omkring på Vestamager. En syngende sanglærke. Ca. 400 Troldænder og en slat blishøns i Hejresøen, men ellers ikke noget specielt.

Altanen rykker igen...

Idag søndag gav en rigtig god tid på altanen, omkring 30 musvåger blev set trækkende nord, og adskillige blev set fjolle rundt over Geels skov og 2 spurvehøge var vist på rov i området.

Men det bedste var nu en trækkende rød glente kl. 10:49 stik N over Geels skov, Rød glente er næsten årlig gæst på altanen med 1-2 individer ligelig fordelt over forår og efterår.

Derudover så jeg 2 trækkende sædgæs, en del gæs sp. og hørte et par syngende sanglærker.

Nu er det gråt og trist igen udenfor, og tid til at se Superliga i fjernsynet.

lørdag den 10. marts 2012

Har i forgårs haft min tredie overflyvende Sanglærke i år, og det giver jo lidt smag af forår :-) Den første var i starten af februar på Møn, nr to var 21. februar i Galten ved Århus lige så snart der kom et strejf af mildning i luften og nr. tre var for en uges tid siden. Jeg ved ikke helt hvordan med Sanglærke om vinteren; hvor mange ser I andre af dem??

Mathias

fredag den 9. marts 2012

Ny motorvejsart

På vej hjem fra arbejde (undtagelsesvis i bil pga et møde i Ringsted), fik jeg lige en ny motorvejsart: rød glente fouragerende ved afkørsel 20, København C, på Øresundsmotorvejen :-) I sidste weekend så jeg også rød glente fra bilen - ved Sallinge på Midtfyn.

Det ser ud til at Sparken producerer nogle gode fugle :-)

tirsdag den 6. marts 2012

Sydsjælland 25. februar

 


Bare lige et hurtigt indlæg for at fortælle lidt om vores tur til Sydsjælland den 25. februar. En dag der startede med noget bygevejr og som i øvrigt var en sk... kold dag p.g.a. den heftige hård vind til kuling fra vest og nordvest. Men dagen blev gradvist bedre og bedre... Efter en noget tynd start ved Tystrup Bavelse, dog med nogle fine mus- og fjeldvåger + et par små skalleslugere, kørte vi ned til sydkysten hvor der heller ikke var det store. Faktisk var højdepunktet et par bonderøve ved Vedskølle, der havde en sjat vand på deres mark, som havde tiltrukket en masse gæs, ænder og svaner. Der var blis-, grå-, canada, sæd- og bramgås foruden sangsvaner og grå- og gravænder.

Ormø og Glænø var en skuffelse. Ingen ørn i sigte. En spøgelses-høg ved Holsteinsborg gav lidt grå hår i hovedet. Var det en duehøg eller måske noget endnu mere spændende? Det finder vi aldrig ud af. Korttået træløber og kvækerfinker i slotsparken.

Enø bød på turens første havørne: to eller tre inde over Karrebæk Fjord. Hurra! Bidende koldt var det dog og vi vendte snuden mod Svinø, som var en del bedre end navnet antyder: 3 immature havørne siddende på isen + en flok på ca. 80 små skalleslugere. Vi havde kun kørt et par km fra Svinø før der hang to gamle havørne over skoven sammen med et par ravne. De kunne nydes fra vejsiden.

Ved Svinø var der også en kæmpeflok sangsvaner på 300-400 fugle blandet med lidt canadagæs og en enkelt hybrid canada x grågås.

Turen sluttede ved Avnø, som undertegnede aldrig har besøgt før. Den gamle flyvestation giver mulighed for obs fra et kontroltårn, hvilket var rart i den iskolde vind, omend udsynet ikke er så godt igennem det fedtede glas. Der sad 2 havørne på den drivende havis og det var ret syret at se havørne drive forbi de spættede sæler, der lå flere af på stenene. I det hele taget en lidt syret oplevelse at stå i kontroltårnet og kigge ud over de oversvømmede "landingsbaner".

Fed, men kold tur. 10 havørne på en dag er ny personlig DK-rekord for undertegnede :-)

Flere billeder fra turen her:
https://picasaweb.google.com/thni72/SydsjLland25Februar2012

fredag den 2. marts 2012

Skrivebords art - og 300 DK-arter

Så lykkedes det endelig - 300 arter set i Danmark, nyeste skud på stammen blev en sibirisk bynkefugl fra Skagen d. 18. maj 2003. Alt dette skyldes at SU har fulgt BOU som har lavet et split mellem sortstrubet bynkefugl og sibirisk sortstrubet bynkefugl som så nu hedder Sibirisk Bynkefugl.

Fuglen kan iøvrigt ses her : http://www.netfugl.dk/pictures.php?id=showpicture&picture_id=1677

Så det blev ikke det store jubilæum ude i felten med art nr. 300, men mere en rolig morgenstund ved pc'en :-D, nå men om ikke andet kan det da give anledning til en ekstra god rødvin i aften.

Herefter kan det tunge slæb mod de 400 arter begynde :-D