tirsdag den 6. marts 2012

Sydsjælland 25. februar

 


Bare lige et hurtigt indlæg for at fortælle lidt om vores tur til Sydsjælland den 25. februar. En dag der startede med noget bygevejr og som i øvrigt var en sk... kold dag p.g.a. den heftige hård vind til kuling fra vest og nordvest. Men dagen blev gradvist bedre og bedre... Efter en noget tynd start ved Tystrup Bavelse, dog med nogle fine mus- og fjeldvåger + et par små skalleslugere, kørte vi ned til sydkysten hvor der heller ikke var det store. Faktisk var højdepunktet et par bonderøve ved Vedskølle, der havde en sjat vand på deres mark, som havde tiltrukket en masse gæs, ænder og svaner. Der var blis-, grå-, canada, sæd- og bramgås foruden sangsvaner og grå- og gravænder.

Ormø og Glænø var en skuffelse. Ingen ørn i sigte. En spøgelses-høg ved Holsteinsborg gav lidt grå hår i hovedet. Var det en duehøg eller måske noget endnu mere spændende? Det finder vi aldrig ud af. Korttået træløber og kvækerfinker i slotsparken.

Enø bød på turens første havørne: to eller tre inde over Karrebæk Fjord. Hurra! Bidende koldt var det dog og vi vendte snuden mod Svinø, som var en del bedre end navnet antyder: 3 immature havørne siddende på isen + en flok på ca. 80 små skalleslugere. Vi havde kun kørt et par km fra Svinø før der hang to gamle havørne over skoven sammen med et par ravne. De kunne nydes fra vejsiden.

Ved Svinø var der også en kæmpeflok sangsvaner på 300-400 fugle blandet med lidt canadagæs og en enkelt hybrid canada x grågås.

Turen sluttede ved Avnø, som undertegnede aldrig har besøgt før. Den gamle flyvestation giver mulighed for obs fra et kontroltårn, hvilket var rart i den iskolde vind, omend udsynet ikke er så godt igennem det fedtede glas. Der sad 2 havørne på den drivende havis og det var ret syret at se havørne drive forbi de spættede sæler, der lå flere af på stenene. I det hele taget en lidt syret oplevelse at stå i kontroltårnet og kigge ud over de oversvømmede "landingsbaner".

Fed, men kold tur. 10 havørne på en dag er ny personlig DK-rekord for undertegnede :-)

Flere billeder fra turen her:
https://picasaweb.google.com/thni72/SydsjLland25Februar2012

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Tillykke med det flotte antal ørne! Det er jo nærmest skånske tilstande...