lørdag den 17. maj 2014

Heaven on Earth

Jeg fik lige et døgn 15-16/5 2014 hvor fuglene var helt oppe og ringe i et døgns tid. Startede med at jeg var på kursus på Christianshavn da en Kohejre på Vestamager tikkede ind på BirdAlarm.

Uheldigvis stod cyklen og al optik i Holte, så jeg besluttede mig efter kurset at tage hjem i ro og fred og vente på at spærretiden for cykler i s-tog/metro ville ophøre.

Kl. 17:30 begav jeg mig så med s-tog og metro til Vestamager st., og derfra i hæsblæsende modvind på cykel ned til Reservatvej hvor flere andre ornitologer kom halsende i retning mod fuglen.

Da jeg når frem står der én mand og leder efter fuglen, heldigvis med en rigtig god pejling, men fuglen var meget langt væk i højt græs på en mark sammen med en masse køer.

Nå, men efter at have foldet stativ og teleskop ud kunne jeg se de første glimt af kohejren hvor kun hoved og hals stak op over græsset. Samtidig begyndte en masse fuglekiggere at dukke op og vi kæmpede i fællesskab med at fastholde kohejrens position.



Omkring 12 ornitologer i alle aldre og begge køn fik fuglen at se, således opløftet kørte jeg tilbage til Vestamager st og tog hjem igen.

Næste morgen, satser lidt på en slapper, da et par hvidvingede terner ticker ind på BirdAlarm fra Grønnemose Allé ved Utterslev mose. Afsted på cykel og adrenalinen pumper, de fugle vil jeg bare se !!.

Uheldigvis når jeg ikke længere end til Lyngby, da fuglene bliver meldt negative trods eftersøgning.

Nå, hvad nu?, jo Vestamager beslutter jeg, da endnu flere hvidvingede terner nu ticker ind på BirdAlarm fra flere steder i Hovedstadsområdet. Okay, afsted til Vestamager i en fart med tog/metro.

Nå, ude på Vestamager cykler jeg ned til VillaHøj, uvidende om at det sted skal blive centrum for en af mit livs vildeste fugleture de næste 4-5 timer. Da jeg når frem til Villahøj står der to andre ornitologer, men ikke rigtig nogen hvidvingede terner i sigte, kun en kredsende trane.

Nå, men der rygtes fugle fra en anden bakke, så jeg tager cyklen og begynder at cykle ud mod Granatvej igen, da de 2-3 ornitologer på Villahøj pludselig råber meget højt, jeg stopper cyklen, får vendt rundt og cykler tilbage igen, bogstavelig talt OMGIVET af 10 hvidvingede terner, så tæt på at de kan bestemmes og nydes uden kikkert.

Op på bakken igen, hor jeg kan nyde de flotte terner de næste par minutter.

Nå, der går lidt tid, ternerne kommer og går i flokke af 10-20 fugle, og stemningen er høj på bakken.

Efter noget tid meldes kohejren genfundet, måske over ved nogen køer et stykke væk, jeg smækker skopet derover, og bingo, Kohejre lige midt i synsfeltet !!!, og flot og ret tæt på.

Jeg får meldt kohejren ud på BirdAlarm, med besked om at den ses rigtig godt fra Villahøj. Lige derefter letter fuglen og flyver ned til Reservatvej. De 2 andre ornitologer cykler ned til Reservatvej for at lede efter Kohejren som nu er meget svær at se på stor afstand i højt græs.

Derfor opstår den vilde situation at jeg i 20-30 minutter sidder mutters alene med en Kohejre på i skopet på Vestamager, mens alle andre har travlt med ternerne og med at fare rundt efter hejren.

Kohejren flyver rundt flere gange og tilsidst lander den rimelig tæt på i retning af Avedøre værket hvorfra den i stykke tid kan ses på flotteste vis (med 50x forstørrelse), mens den på sirlig vis snapper insekter fra hovedet på nogen meget forundrede køer.



Nå, men nu starter invasionen af Villahøj, dels med 30-40 ornitologer, og endnu bedre, af 40-50 hvidvingede terner der i en rum tid knolder rundt på begge sider af Villahøj, og mere ofte end tit kommer ind på 1-3 meters afstand.






Så nu var klimakset totalt, Kohejre mod syd og Hvidvingede terner overalt omkring Villahøj.

Tilsidst fik jeg nok, tog min cykel og cyklede ind til Nørreport og tog toget hjem, det var det vildeste 24 timer i mange, mange år..., heldigvis fik jeg nogen rigtig gode billeder, æren af at have genfundet Kohejren og tak for udlån af lappegrejer torsdag aften og mødt adskillige ornitologer jeg kender.





















1 kommentar:

Thomas Nielsen sagde ...

Jeg begynder at forstå, hvorfor Mathias og jeg så SÅ mange hvidvingede terner i Biebrza! Tænkte, at det nok ikke var normalt med dem OVERALT, men det var det så nok heller ikke.

Der følger snart en lille beretning om vores tur.