Rovfugle i påsken

Jeg har indtil videre haft tre på hver sin måde lidt specielle rovfugle-oplevelser de seneste dage.

Den første var i mandags, hvor hele familien havde været i Bilka og jeg lukkede øjnene et kort øjeblik i bilen på vej hjem fra en (så vidt jeg husker) hyggelig indkøbstur. Pludselig siger Anne: "er det der en musvåge?" og peger ud af forruden. Jeg kigger ud og ser ganske rigtigt en rovfugl der kredser ikke ret højt oppe. Men der er noget galt; den er da ret stor og har slet ikke musvågens tegninger... så går det op for mig hvad jeg kigger på, og jeg råber (så højt som man nu kan tillade sig det når ens iøvrigt ikke så fugleinteresserede familie er tilstede: "det er sgu en havørn!!" Den kredsede nok så fint i solskinnet over området og jeg så den også da vi steg ud af bilen derhjemme (jeg kunne desværre ikke vise den for Nikoline, da den kun var en fjern prik og har derfor nok bare virket lettere åndsfraværende, virrende med hovedet op mod himlen... Hun havde også lidt svært ved at finde en grimasse der kunne passe da jeg fortalte at mor lige havde fundet en ørn...).

I onsdags blev det så min tur til at tage lidt revanche. Midt på formiddagen befandt vi os på Storebæltsbroen på vej til svigerfamiliens sommerhus i det vestjyske, da en vandrefalk kom flyvende mod os lige ved siden af vejbanen. Vi så den tæt ved Sprogø, og da den fløj i retning mod højbroen kom jeg til at tænke på, om den mon yngler på bropillerne (?).

I dag lørdag var vi netop kørt på motorvejen mod Kolding og jeg havde efterhånden nået marchhastigheden på de 130. Ud af øjenkrogen registrerer jeg (med glæde) en våge, der lidt længere fremme kommer glidende tværs over vejen fra venstre mod højre. Den glider lavt, men i første omgang tænker jeg ikke nærmere over det. Efterhånden som de næste par sekunder går kommer der imidlertid en lille alarmklokke frem, da det viser sig at vågen holder sin kurs lige i biltags-højde; alarmklokken er blevet til et hylende sirene i mit hoved, og jeg når kun lige at tænke "åh nej" og "fjeldvåge?", da fuglen i splitsekundet før vi rammer den viser et glimt af lys underside og måske/måske ikke et mørkt bugskjold. Anne holder hænderne op foran øjnene, og så siger det "smask" med en uhyggelig lyd og lamslået kigger jeg i bakspejlet og ser i farten en gråbrun bunke fjer ligge i nødsporet. I et par sekunder siger ingen af os noget (pigerne på bagsædet registrerer heldigvis ingenting men er fordybet i Peter Plys på DVD´en) men så kommer der mere eller mindre rystede eder og forbandelser frem; jeg er rystet og er lige ved at bede Anne om at overtage rattet ved næste rasteplads, og den oplevelse må lige tales lidt tilrette. Men selvom det er kommet på afstand, sidder jeg stadigvæk med en tung fornemmelse af at have taget et andet væsens liv på en brutal og uhensigtsmæssig måde.
Jeg har aldrig kørt et dyr over før og håber også at det i hvert fald ikke sker mange gange fremover!