fredag den 2. august 2013

Havørne extravaganca

Jeg var oppe ved Strødam Engsø og Solbjerg Engsø i onsdags, d. 31/7, og fik her et grundkursus i havørnes udseende, adfærd, stemmeytringer og flugt.

Først stoppede jeg ved Strødam fugletårnet, her var meget dødt bortset fra rørhøg, musvåger og tårnfalk..., og så i kikkertscanning nr. 493.743.284 dukker der noget stort op mod nord lavt over nogen træer.

Og jeps, 1 stk. ad. havørn der stille ligger og kredser rundt oppe mod nord, meget sommer astadig og meget rolig, den forsvinder og dukker op igen flere gange, indtil den tilsidst tager den ret tæt forbi over tårnet, hvor jeg fik nogen fine prikker med kameraet.


Nå, men der skete ikke så meget mere ved Strødam, så jeg tog skov-cykel-stien op til Solbjerg Engsø.

Her dukkede jeg op samtidig med 2 andre ornitologer, uden at vi på det tidspunkt vidste hvilket havørne-show der ventede os. Først opdager jeg en 1K havørn der sidder ude i en af de nøgne træer ude i søen, ørnen letter og forsvinder mod syd.

Samtidig blev det regnvejr, så jeg krøb sammen under en af bordene, trangt med rimelig tørt de næste 10-15 minutter.

Efter det blev tørt igen, kiggede vi videre efter fugle, da en adult havørn dukkede op, den satte sig i et træ i den sydlige skovtykning, hvorfra den var meget synlig og meget flot i teleskopet.

På et vist tidspunkt kommer der en musvåge der dykker ned mod havørnen hvilket får havørnen til at skrige op og lige folde vingerne ud. Herefter lettede havørnen og fløj ud og satte sig i en at de nøgne træer ude i søen.

Her var der så flere fugle der mente at det var en rigtig dårlig sted den havørn havde valgt at sætte sig, så havøren blev grundig mobbet, bl.a. af en meget emsig svartbag. Hver gang ørnen blev mobbet galpede den op, kyi, kyi, kyi, meget smuk lyd og meget tydeligt.

Tilsidst lettede ørnen og fløj mod SV lige forbi os 3 ornitologer der stod ved bordene syd for søen.



Så det var lige 3 havørne på en eftermiddag i nordsjælland på cykel, nåårhja, så var der også lige 1 fiskeørn med bytte, 2 rørhøge, 400 grågæs og nogen kluddermikler. Men det der stod tilbage da solen gik ned den dag var helt klart havørnene og deres meget livlige adfærd.

Ingen kommentarer: